Table of Contents
Hvad koster det at leve i Spanien?
Et spørgsmål som jeg ofte får fra venner og familie i Danmark er : Hvad koster det at leve i Spanien? Noget, der ikke er helt så simpelt at svare på, da det kommer an på mange ting. Først og fremmest om man ejer sit eget hus eller lejlighed. Om man bor i Madrid, i en anden storby, ved stranden eller i en lille landsby i midten af ingenting. Selvfølgelig kommer det også an på ens eget forbrug som enlig eller familie. Desuden også hvor meget man bruger på at handle ind og hvor mange penge man bruger på for eksempel at spise ude i Spanien.
Vi er alle forskellige, når det kommer til udgifter, forbrug og hvad vi ønsker at bruge penge på. Nogle mennesker er okay med at leve af det billigste af det billige. Andre kan godt lidt at bruge penge på for eksempel sortfodsskinke, spansk chorizo andre lækkerier og oplevelser, der ikke nødvendigivis er billige.
Dette indlæg kommer til at blive lidt mere personligt, da jeg har tænkt mig at dele ud af informationer i forhold til mine leveomkostninger i Spanien. Jeg synes selv at jeg har et gennemsnitligt forbrug i forhold til den løn jeg får udbetalt fra min spanske arbejdsplads. Jeg har også tænke mig at vise det budget frem som jeg deler sammen med min kæreste. Det vil altså sige, at vi begge klarer os for det budget jeg viser frem.
Bankkort i Spanien
Jeg vil lige starte ud med en anbefaling, i forhold til det at finde en bank i Spanien. Det kan godt være noget af en udfordring at finde en bank, men også at få lov til rent faktisk at åbne en bank. De fleste banker kan godt have krav til at have en fast arbejdskontrakt, flere lønsedler at vise og nogle banker prøver at få dig til at tegne f. eks en sundhedsforsikring eller andre forsikringer, for at du kan få lov til at åbne en konto. For mig er det en måde, hvor de prøver at tage folk ved næsen. Selv måtte jeg sige nej i en af BBVAs filialer, hvor de forsøgte at få mig til at købe en månedslig forsikring, der kostede 80 euro.
Efterfølgende forsøgte jeg i en anden bank der hedder ABANCA. Her var der ingen problemer, og jeg fik endda en gave på 200 euro, bare for at åbne en konto. Så skud ud til ABANCA, hvor man rent faktisk kan åbne en bankkonto uden problemer!
En anden mulighed er at åbne en bankkonto hos en af de online banker, der findes derude. Jeg kan for eksempel anbefale REVOLUT, hvor jeg tidligere har fået min månedsløn udbetalt til uden problemer. Det eneste du skal bruge, for at oprette en konto er et pas.
Hvis du kunne tænke dig at støtte mig og denne blog, så kan du oprette en REVOLUT-konto via mit referral link HER.
Kunne du tænke dig at læse mere om gebyrfri betaling i udlandet, så kan du gøre det i en anden artikel jeg har skrevet, der handler om gebyrfri betaling i udlandet
Lønnen i Spanien
Det første man skal huske på, når man begynder at kigge på madpriser, husleje og så videre, er at hvis man er ansat på spanske vilkår, så tjener man typisk ikke meget mere end mellem 1000-1500 euro om måneden.
Da jeg blev spurgt af nogle i Danmark “Hvad koster det at leve i Spanien”, så var de ret forundrede over, at man kunne leve for så lidt om måneden. I Danmark ville man nærmest ikke kunne betale husleje for det beløb, medmindre at man lever i et billigt område. I Spanien er det dog en anden historie. Jeg fik forklaret at man altså sagtens kan leje både en lejlighed, betale faste udgifter, spise godt og stadig have lidt tilbage på kontoen i slutningen af måneden.
Hvad koster en lejlighed i Spanien
Det næste, der skal med i overvejelserne er også, om du flytter alene afsted til Spanien og din alder. Ville du have noget imod at dele lejlighed med andre mennesker? I så fald kan huslejen være rigtig billig og ligger på 2-400 euro om måneden. Dette er dog typisk noget som studerende og de yngre mennesker nyder godt af, da der vil være flere penge til sjov og spas om måneden. Desuden er det også lidt nemmere, da man ikke skal hen og rode med at få sat sit navn på lejekontrakten for en lejlighed, man skal ej heller ikke have tilmeldt sig lys vand og varme.
Husk at i Spanien er langt de fleste værelser og lejligheder møbleret. Det vil sige at du skal ikke tænke på at møblere din nye bolig til at starte med. Derfor er det klart noget jeg vil anbefale til dem, der flytter til Spanien for første gang, for at prøve det ud. Når der er gået et års tid eller mere, kan man altid kigge sig om, efter en lejlighed.
Ønsker du at finde din egen lejlighed, så stiger udgifterne selvfølgelig også. Her skal du huske at der generelt skal betales en husleje på 500-800 euro om måneden, hvis du ønsker noget, der ligger i et ordentligt område, og som er fuld møbleret. Her kan du læse mere om at finde et sted at bo i Spanien
Hvad er gennemsnitslønnen i Spanien?
Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at de spanske lønninger ligger langt fra de danske. Selvfølgelig varierer lønnen afhængig af ens erhverv, baggrund og uddannelse, men der er stadig lang vej op til de danske lønninger. Dog er der også ret stor forskel på de respektive priser i de to lande og selvfølgelig er det billigere at bo i spanien, end det er at bo i Danmark.
Så hvad er gennemsnitslønnen i Spanien?
INE – Statistik over løn i Spanien
Ifølge INE, der er Spaniens nationale institut for statistik, var en gennemsnitlig årsløn i 2019 for mænd 29.501,75 euro mens den lå på 26.939,88 euro for kvinder. Det giver altså en bruttoløn på lidt over 2000 euro, hvad enten du er mand eller kvinde. Efterfølgende skal der så betales skat, sygeforsikring og så videre. I sidste ende giver det en løn udbetalt på 15-1700 euro om måneden. Det svarer til omkring 12500 kroner udbetalt i danske kroner. Dette skal umiddelbart ses som en god løn i Spanien, hvor der er mange som står tilbage med så lidt som 1000-1100 euro om måneden.
Havde det været i Danmark, ville man skulle leve meget skrabet. Faktisk er jeg ikke engang sikker på, om man får så lidt i dagpenge? Umiddelbart kunne jeg forestille mig at satsen ligger en smule højere. Men uanset hvad, ville man ikke kunne leve et særlig sjovt liv i Danmark.
I Spanien kan man dog komme langt, for en løn på 1500 euro. Det er både muligt at leje en lejlighed, spise ude flere gange om måneden og få købt de ting som man nu har brug for.
Min løn i Spanien
Selv har jeg en løn, der ligger mellem 2000-2200 euro om måneden, som jeg får udbetalt 14 gange om året. I Spanien er der mange virksomheder, der gør det sådan at man får en ekstra månedsløn i juni og i december måned. Min løn kan betegnes som en ret god løn her i Spanien, hvis man sammenligner det med de normale lønninger her i landet.
Det er klart, at hvis man gerne vil købe større eller lidt dyrere ting skal der spares lidt op fra måned til måned. Det samme gælder også opsparing. Jeg kommer aldrig til at kunne lægge flere 100 euro til side om måneden. I Danmark var det lidt nemmere at spare op, da jeg generelt havde flere penge udbetalt om måneden. Dog levede jeg ikke et lige så spændende liv, hvor jeg tog på restaurant når jeg havde lyst, osv. Der er altså både positive og negative ting ved lønnen i henholdsvis Danmark og Spanien.
Jeg vil også pointere at der er mange som har en meget lavere løn end mig selv, der får det til at løbe rundt uden problemer. Derfor synes jeg heller ikke at man bør beklage sig så meget, da det er en god løn, i forhold til hvad mange andre får. Dog kunne det sagtens være bedre, men det kommer nok med tiden. Hvad koster det at leve i Spanien:
Eksempel på budget i Spanien 2024
Uanset om i har flere penge månedligt eller måske lidt færre, er det en god ting at budgettere, når i flytter til Spanien, da priserne jo er noget anderledes, end det i sikkert er vant til fra Danmark. Når i så har gjort det, spørger i sikkert stadig, hvad det koster at leve i Spanien. Her kan i læse lidt om mit budget i Spanien:
Husleje i Zaragoza
Jeg betaler 750 euro om måneden i husleje for en 100m2 lejlighed på 2 sal, men en terasse. Jeg var heldig at finde denne lejlighed omkring oktober 2023, i en tid hvor der nærmest ikke var til at opstøve en lejlighed i Zaragoza. Det bedste ved det hele var, at selve lejligheden var nyistandsat og at den lå i et rigtig godt område. De andre lejligheder som jeg var ude og se til samme pris, lignede alle noget fra 1960’erne, med gamle møbler og grim indretning.
Internet i Spanien
Jeg betaler 20 euro om måneden for 1gbps internet hos Digimobil. Det er per marts 2022 det billigste internet som du kan opstøve i Spanien. De har for ikke så længe siden opgraderet min hastighed fra 300 mbs til 1 gbs og samtidig satte de prisen ned fra 25 euro til 20 euro. Desuden har de en meget kort bindingsperiode, så man altid kan opsige det hvis man ikke er tilfreds med det.
Mobilabonnement i Spanien
Digimobil tilbyder også mobilabonnement. Jeg skal ikke kunne sige, om de er de billigste udbydere i Spanien, men jeg kan kun sige at jeg også er tilfreds med den del af deres services. Jeg betaler 6 euro om måneden for 20 gb internet og ubegrænsede opkald og SMS’er.
Vandregning i Spanien
Vand er en mangelvare i Spanien, på grund af det varme klima og mangel på nedbør. Det gør at priserne varierer meget. Jeg plejer dog at få en vandregning per kvartal på omkring 50 euro. Det er for 4 mennesker. Jeg synes ikke at det er så voldsomt dyrt, når man tænker på, hvor meget vand der går til i en normal hverdag.
Lys og el i Spanien
Elpriserne i Spanien er i det sidste år gået amok. De er stort set kun steget og steget. Det har gjort at regningen også er steget. Vores strømregning lød i januar 2024 på 46 euro om måneden. Vi plejer at bruge mest el i de timer, hvor prisen er billigst. På tarifaluzhoy kan du se kwh-prisen på strøm i Spanien for hver time i døgnet. Der er også apps som vi gør brug af, for at spare så meget som muligt. Det skal så siges at jeg arbejder hjemmefra 4-5 dage om ugen, og generelt laver vi mad hjemme de fleste af ugens dage. Lidt strøm går der til.
Forsikring i Spanien
I forhold til forsikringer, så har jeg ikke tegnet særlig meget endnu selvom jeg egentlig burde. Den eneste forsikring jeg har, er en privat sundhedsforsikring gennem arbejdet. Den koster mig omkring 50 euro om måneden. Hvis du skal ud og tegne din egen, vil den nok ligge på omkring 50 euro månedligt. Jeg ville nok kigge mig om efter en indboforsikring også og det som i nu skal bruge.
Transport (bus/letbane)
Priser på transport varierer meget og kommer an på den by som du bor i. Jeg har regnet ud at vi bruger omkring 25 euro om måneden på offentligt transport. Før i tiden da jeg skulle møde på job hver dag, kostede det mig omkring 60 euro om måneden for en månedsbillet. Det er dog blevet skåret ned, på grund af hjemmearbejde 4-5 dage om ugen.
Jeg ved desværre ikke noget om priser på biler og forsikring heraf, da jeg hverken af kørekort eller haft brug for en bil.
Restaurantbesøg og oplevelser i Spanien
Denne post ligger på omkring 150 euro om måneden. Det kan dog sagtens variere fra måned til måned afhængig af om man kan lide at bruge penge på oplevelser og restaurantbesøg. Vi spiser som udgangspunkt ude minimum en gang om ugen, da vi elsker at prøve nye restauranter og fordi vi sætter pris på et lækkert restaurantbesøg.
Mit samlede budget ser således ud:
- Husleje i Zaragoza : 750 euro
- Internet : 20 euro
- Mobilabonnement : 6 euro
- Vand : 50 euro
- Lys og el : 46 euro
- Forsikring : 50 euro
- Transport(bus/letbane) : 25 euro
- Restaurantbesøg/oplevelser : 150 euro
Mad er desværre svært for mig at give et rigtigt overblik over, da jeg spiser meget billigt på arbejdet et par dage om ugen. Et slag på tasken er at jeg bruger mellem 150/200 euro om måneden sammen med min kæreste. Det er dog muligt at leve meget billigere, hvis man ikke har brug for at spise så mange grøntsager eller kød dagligt.
Hvis det er første gang du eller i flytter til Spanien, så vil jeg klart anbefale jer at sætte jer så billigt som muligt, i forhold til budget. Der kan komme uventede udgifter til forskellige ting. Når der er gået nogle måneder, ved i nogenlunde bedre, hvad tingene koster. Derefter kan du eller i justere jeres budget, så det passer til din eller jeres løn.
Husk at husleje kommer til at være den dyreste post i budgettet. I Spanien varierer huslejen fra by til by og fra område til område. Derfor skal man ikke nødvendigvis regne med at min husleje kommer til at være tilsvarende en anden. Det er muligt at bo billigere men også dyrere, alt afhængig af ens rådighedsbeløb.
Spar op før flytning til Spanien
Før eventyret starter er det en god idé at spare nogle penge op. Der kan være masser af uforudsete udgifter, der kan spille ind. Det kan for eksempel være lidt til møblering af lejlighed, eventuelt lidt udgifter til advokat eller ejendomsmægler. En ejendomsmægler plejer at tage en måneds husleje, for at finde et sted at bo i Spanien. Der kan også være lidt udgifter til møblering eller indretning af lejlighed. Hvis du har børn, er det selvsagt at der vil være mange flere udgifter, der skal tages højde for.
Hvad er gennemsnitslønnen for en spanier?
Gennemsnitslønnen i Spanien lå i 2019 på omkring 2000 euro før skat om måneden. Dette er de nyeste tal fra INE (Spaniens nationale institut for statistikker). Gennemsnitslønnen er siden da ikke steget det store.
Hvad koster det at gå ud og spise i Spanien?
På en normal restaurant, kan du få det der hedder en “menu del día” for omkring 10 euro i løbet af ugen. Her får du en forret, hovedret, dessert, brød og noget at drikke. I weekenden kan det godt være lidt dyrere. Skal du på en finere restaurant, kan du godt regne med at komme af med omkring 30 euro per person. Men så får du altså også noget godt for pengene.
Hvad koster det at have en lejlighed i Spanien?
Det kommer helt an på, om du ønsker at bo i bjergene, ved vandet, inde i landet, i en større by eller i en mindre by. Huslejen for en studio eller 1-værelses starter fra omkring 350 euro og koster op til 1000 euro, hvis det for eksempel er i Madrid, du skal leje en lejlighed.
Hvor er det billigst at bo i Spanien?
Generelt er det billigere at bo i de zoner, hvor der ikke er så meget turisme. Der er for eksempel stor forskel på at bo i Torrevieja og en by som Zaragoza, da der ikke er så meget turisme. Det er værd at besøge området man ønsker at bo i først, for at få en fornemmelse af priserne.
Hvad er mindstelønnen i Spanien?
Mindstelønnen ligger i 2022 på 1000 euro om måneden i 14 udbetalinger. Grunden til de 14 udbetalinger, er at mange får en ekstra månedsløn udbetalt i august og i december måned som en slags ekstra opsparing”. Dog bliver det mere og mere normalt at få sin løn udbetalt i 12 portioner.
Hvad koster det at leve i Spanien?
Det er svært at gøre op, hvad det koster at leve i Spanien. Du kan leve fra ca. 700 euro og opefter afhængig af dine behov. Hvis en normal løn ligger på 1000-1500 euro om måneden, så er det ca. de du minimum skal budgettere med, for at kunne få det til at løbe rundt.
Hvor dyrt er det at leve i Spanien?
Det er ikke dyrt at leve i Spanien. Du kan leve noget billigere end for eksempel i Danmark. Hvis du får din danske løn med til Spanien, vil du helt sikkert leve bedre end størstedelen af den spanske befolkning.
Leveomkostningerne i Spanien
Du kan læse om leveomkostninger i Spanien i dette blogindlæg. Her vil du kunne finde et budget for et normalt par i Spanien, hvor meget man skal budgettere for at leve et godt liv.
Pingback: Spar penge i Spanien - Spar penge i Spanien - Alt Om Spanien
Pingback: Bo I Spanien | Stor guide til at finde lejlighed & bolig | Alt Om Spanien
Pingback: Hvad koster det at bo i Spanien? | Gratis Nyheder