spar penge i spanien

Spar penge i Spanien

Spar penge i Spanien – Sådan sparer du

Som opfølgning på indlægget omkring hvad det koster at leve i Spanien, så berørte jeg kort i mit budget, hvad mig og min kæreste umiddelbart bruger på at at handle ind om måneden. Jeg fik derfor et spørgsmål vedrørende fødevarepriser i supermarkederne i Spanien. Hvad koster normale fødevarer i Spanien?
Jeg kom til at tænke lidt over det, og det kunne egentlig være lidt interessant at sætte ord på, hvad normale dagligvarer som for eksempel fødevarer fra mit lokale supermarked koster og hvordan man rent faktisk sparer penge på dem.
Efterfølgende vil jeg også komme ind på, hvordan man sparer penge på restaurantbesøg i Spanien, og også hvordan man sparer penge på tapas og vin i Spanien. Så spar penge i Spanien, hvordan gør man?

Hvilke supermarkedskæder er de største i Spanien?

Spanien er delt op i autonomous regioner og derfor er supermarkederne også meget regionsopdelt. I nogle regioner er der specifikke supermarkeder, som nærmest har hele markedet, imens det er mere opdelt. Man kan dog sagtens finde forskellige supermarkeder de fleste steder. De største supermarkeder i Spanien baseret på antal af medarbejdere er:

mercadona billigt supermarked

Den ubestridte konge indenfor supermarkeder i Spanien. Hvis du har været på ferie i Spanien, har du helt sikkert stiftet bekendtskab med Mercadona. De slog for første gang dørene op i 1977 i Valencia, hvor stifteren Francisco Roig Ballester besluttede at åbne det første supermarked. I dag har det ene supermarked vokset sig til en kæmpe og har lige knap 100.000 medarbejdere i Spanien. Desuden har de omkring 900 i Portugal hvor de også har åbnet nogle supermarkeder. Mercadona sidder på omkring 25.5% af markedet i Spanien. Det er dels takket være gode produkter. Mercadona er mestre i at lave produkter i høj kvalitet i egen emballage og brande det som for eksempel Hacendado. Det fantastiske ved produkterne, er at de altid ligger i et godt prisleje. Samtidig er at rigtig god kvalitet taget i betragtning af prisen. En af de ting man hurtigt finder ud af, når man handler i Mercadona, er at de kun har få udvalgte “mærkevare” af dagligvarer som Coca Cola.

carrefour billigt supermarked i spanien

Den multinationale kæde som du sikker kender fra Frankrig eller andre lande, har også mange supermarkeder rundt om i Spanien. Det interessante ved Carrefour, er at de tit kører med Hipermercados, hvilket er gigantiske supermarkeder, der ofte har mange andre forretninger på samme sted. Det vil sige, at de sælger alt det du skal bruge og egentlig ikke har behov for at rende andre steder hen. Med det mener jeg selvfølgelig et supermarked hvor de sælger alt fra frugt, til møbler og til forsikring på samme sted. Generelt har de ikke ry for at være det billigste supermarked i Spanien, men de klarer det godt alligevel. Carrefour har omkring 37.126  ansatte i Spanien.

lidl i spanien billigt

Tyske Lidl har gennem en årrække haft deres indtog på det spanske marked og har vist sig at være en succes. Det er både på grund af deres gode priser, udvalg af lækre produkter. Og så har de også introduceret deres bazar af non-food artikler  til den spanske befolkning. Det hele ser ud som om at det er blevet taget godt imod da de har omrking 17.000 ansatte i Spanien.

consum supermarked i spanien

Et spansk kooperativ af 680 supermarkeder i den østlige del af Spanien. Consum er et af de supermarkeder som man sikker kender, hvis man bor i Barcelona eller et andet sted på den spanske østkyst. Her i Zaragoza hvor jeg befinder mig, har jeg hende ikke set fundet et Consum og derfor har jeg heller ikke et særlig godt kendskab til dem . Kæden har 16.031 ansatte i Spanien så man må formode at de gør det rigtig godt i Spanien.

dia billigt supermarked

Dia tæller 14.510 ansatte i Spanien og har mange mindre supermarkeder rundt om i Spanien. Det er ofte beskrevet som et af de billigste steder at handle ind i Spanien, hvis man dog er okay med at gå på kompromis med kvaliteten. Det er ikke et af de steder hvor vi handler ind.

alcampo billigt supermarked

Førhen bestod Alcampo af større supermarkeder som Hipermercados, men i de senere år har de åbnet mange mindre supermarkeder. Faktisk så har jeg hele 3 af dem i 5 minutters gåafstand fra min bolig. Generelt et godt sted at handle ind, et godt udvalg af egne produkter men også mærkevarer at vælge mellem. Dog skal man være påpasselig med de butikker, der holder døgnåbent. Generelt er priserne meget højere netop i de butikker, end så mange andre. Alcampo tæpper 14331 ansatte

ahorra más billigt supermarked i spanien

Ahorra más er heller ikke til at kimse af. Med 9954, er de tæt på de magiske 10.000 ansatte i Spanien. Selve supermarkedskæden har stort set alle deres supermarkedskæder i Madrid regionen og i byer tæt på såsom Toledo.

dinosol billigt supermarked i spanien

Dinosol har 8143 ansatte og er en af de supermarkedskæder som man måske også kender fra sine ferier. Har du for eksempel været på ferie i Gran Canaria, eller på en af de andre kanariske øer, så har du sikkert stiftet bekendtskab med et af deres supermarkeder. Bare på de kanariske øer, findes der over 200 Dinosol supermarkeder.

bonpreu billigt supermarked i spanien

7913 ansatte har Bon Preu kæden og er kun til stede i Katalonien. Hvis du en eller anden gang, har været i Barcelona på ferie, eller besøgt byen af den ene eller anden grund, er jeg sikker på at du har været i et af deres supermarkeder.

eroski billigt supermarked i spanien

Eroski er de supermarkeder som du måske har set i gadebilledet, med en facade i skrigende blå og røde farver. Kæden stammer fra Baskerlandet. Det er også grunden til det mærkelige navn, der på ingen måde lyder spansk. I 2021 havde Eroski omkring 5000 medarbejdere og er derfor det 10ende største supermarked i Spanien.

Hvilket supermarked er det billigste i Spanien?

Der er to svar på dette spørgsmål. Der er både det subjektive svar som er mit eget og så det objektive, som er lavet ud fra en analyse af en større spansk avis.

Den objektive vurdering

Den billigste supermarkedskæde i Spanien ifølge diariodenavarra Alcampo, der er skarpt efterfulgt at Mercadona. Det kan umiddelbart også være en af grundene til, at det er nogle af de største kæder, med supermarkeder i hele Spanien.
Ifølge rapporten er der dog mindre kæder og enkelte supermarkeder som er endnu billigere end de store kæder. Det er for eksempel Supermercados Dani, der kun findes i Andalusien. De er efterfulgt af Más Ahorro, i Córdoba, Family Cash i Valencia og Tifer i Burgos.

Min mening

Det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for Mercadona som en kæde. Det hjælper heller ikke, at de åbnede en splinterny butik, 2 minutter fra hvor jeg bor. Derfor er det også grunden til, at jeg helst vil handle ind der, selvom Alcampo måske er billigere og ligger 4 minutter væk. Det gode ved Mercadona, er at der altid er styr på butikken, og at varerne er af god kvalitet selvom der er tale om egne mærker af produkter som Hacendado. De få euro som man kan spare ved at tage i Alcampo, vejer ikke rigtigt op for selve købsoplevelsen hos Mercadona. Derfor vil jeg mene at Mercadona er værd at handle ind i, hvis du er ligeglad med at spare et par Euro mere.

Hvad er priserne på fødevarer i Spanien i forhold til Danmark?

I denne sektion, kunne jeg passende tilføje et billede af det vi betalte, sidste gang vi handlede ind i Mercadona for omkring 100 euro af dagligvarer. Dog ville det simpelthen fylde for meget, og blive for kedeligt. Derfor har jeg lavet en oversigt over nogle udvalgte produkter som man både bruger i Spanien og i Danmark. Det er blot en let oversigt over forskellige fødevarer taget fra nettet. De danske priser er taget fra nemlig.com og omregnet til euro. De spanske priser er taget fra Mercadona. Vi danskere plejer at være tilbudsjægere, og der er generelt altid tilbud på nogle af de her produkter, hvis man leder på forhånd. Det har jeg dog ikke gjort i dette tilfælde, for at forskelle er lidt mere “gennemsigtige”, da der i Spanien ikke er den samme tilbudskultur.

Sammenligning af priser mellem spanien og danmark

Hvor handler jeg ind henne? 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg hader at handle ind. Derfor er det meget sjældent at jeg rent faktisk handler ind. Jeg ved ikke hvorfor, men der er et eller andet med spanske supermarkeder, der bare får mig op i det røde felt, hver gang jeg er ude og handle. Først og fremmest har det at gøre med folk, der er langsomme hvilket helt sikkert er noget kulturelt, at folk tager sig bedre tid til de dagligdags aktiviteter som efter min mening bare skal overstås.
Når man endelig er nået til kassen og skal betale, så er der altid en ældre person, der tager sig vanvittig god tid til at betale, eller også skal han eller hun lige have sig en snak med kassedamen/manden om et eller andet ligegyldigt. Det er desværre nogle af de ting, der gør at jeg ikke er så glad for at handle ind generelt.

Så hvor handler vi ind i Spanien?

Min kæreste derimod, hun elsker at handle ind og kan bruge flere timer på at kigge på produkter som fødevarer, shampoos osv. Derfor må jeg også indrømme, at det er hende som handler mest ind hos os(Tak Eli, jeg elsker dig :D). De steder hvor vi som regel handler hun handler ind (også mig når jeg er med), det er først og fremmest Mercadona. Grunden til det, er at de for nogle måneder siden åbnede et splinternyt supermarked, ca. 100 meter fra hvor vi bor. En af de andre grunde, er at kvaliteten er god. Mercadona har rigtig mange produkter af eget mærke som bare spiller max for prisen.
Vi handler ofte ind i fruterías. Du kender det sikkert godt, de butikker hvor der kun sælges frugt og grønt til overkommelige priser. Det kan godt være at det føles som ekstra arbejde at skulle ud og handle i 2 forskellige butikker(eller måske endda flere), men det er altså en god måde at spare penge på.

Sådan sparer man penge på at handle ind i Spanien

  • Køb Marca Blanca 

Som i Danmark, har de spanske supermarkeder deres egne mærker. Det kaldes på spansk Marca Blanca. Disse mærker er altid billigere, end mærkevarer. Det kender man også fra Danmark, hvor hvert supermarked har deres egne mærker. I Spanien har Mercadona for eksempel et mærke som Hacendado, der er blevet rost for dets kvalitet.

  • Kuponer

I Spanien kan du gå på kuponjagt! Før i tiden kunne du klippe kuponer ud af aviser og dagligblade, men i dag foregår det ofte gennem apps. Lidl har en rigtig god app, hvor man kan slå tilbud til på forskellige ting og sager. Det er også ofte at man får kuponer, når man betaler for sine varer. Ofte bliver der printet et par ekstra kuponer ud sammen med kvitteringen med en udløbsdato inden for de næste 2-3 uger. Det er et incitament til at komme tilbage og handle ind igen, i den samme dagligvarebutik. 

  • Ugentlige tilbud

Selvom der ikke eksisterer den samme tilbudskultur i Spanien, så er der stadig ugentlige tilbud at hente i mange supermarkeder. Det er slet ikke i samme grad, men det er værd at tage med, hvis du vil gå all-in på at spare på indkøbene i Spanien. Så kig gerne efter ugentlige tilbud i spanske supermarkeder.

  • 2 for 1 pris

Hvis du skal købe noget som du ved du kommer til at bruge mere af, så kan det ofte betale sig at købe 2 for 1 pris, eller 2-3 stk af et eller andet med X euro rabat, hvis du køber dem i steder bare for 1 enkelt.

Fruterías – Spar penge på frugt og grønt hos din lokale grønthandler

Lad være med at købe ind af frugt og grønt i supermarkederne. Ofte sælger de det meget dyrere, end din lokale frugthandler. Et eksempel er spanske jordbær, som de begyndte at sælge i marts måned. I min lokale Mercadona, solgte de 1 kilo for omkring 8 euro. Hos min lokale frugthandler, fik jeg 1 kilo for 2,5 euro. Dette er blot et af mange eksempler, hvor du kan spare rigtig mange penge på frugt og grønt. Husk at udvalget samtidig er større, og at det sandsynligvis vil være friskere, end i supermarkederne. Sidst men ikke mindst støtter du også de lokale.

Menú del día – Spar penge når du er ude og spise i Spanien

Kan du som jeg godt lidt at tage ud og spise? I så fald kan jeg anbefale dig, at gå strategisk til værks. Med det mener jeg, at du bør finde et sted, hvor du kan købe en menú del día. På dansk betyder det en daglig menu.
Som udgangspunkt består sådan en menu af en forret, hovedret og dessert. Ydermere får du brød, vin, vand eller en sodavand med. Sådan en menu koster de billigste steder omkring 10-15 euro. Det er efter min mening rimeligt, for 3 retter mad.
For prisen skal du ikke forvente, at du får gourmet mad, men mange steder er maden rigtig god alligevel. Så kig dig godt op, når du vil ud og spise, for der er helt sikkert penge at spare på mad, når du er ude og spise i Spanien.

* Husk at de fleste restauranter kører med forskellige priser, afhængig af om det er hverdag eller weekend.

100 Montaditos – Spansk fastfood når det er bedst!

Dette er et godt tip til jer, der er på ferie, skal i byen eller måske bare har lyst til at spise lidt billigt. Hos 100 montaditos kan man spise det, der kaldes montados. Det er normalt små sandwiches, med forskellig pålæg, kød, fisk, grøntsager eller hvad man nu har lyst til. De plejer at koster mellem 1-2 euros. Desuden har de portioner af chicken wings, pommes frites og andre ting til billige penge. Desuden koster en Cruzcampo fadøl ikke mere end 1,5 euro, hvorfor jeg tidligere nævnte, at man nemt kunne drikke sig i hegnet, inden man tog videre i byen for at feste.

*TIP : Onsdag og søndag har 100 Montaditos Euromanía tilbud og sætter priserne ned til 1 euro på hele menukortet. Det gælder også øl, sodavand og tinto de verano.

Spansk vin – Bestil et glas vin af gangen og spar penge

Et tema, der ofte går igen, når man bestiller vin med venner eller familie er, om det bedst kan betale sig at bestille en flaske spansk vin, eller bare et glas af gangen.
Jeg er kommet frem til: At hvis du bestiller husets vin, så kan du ofte få et glas vin til 1,5 – 3 euro. Her i Zaragoza hvor jeg befinder mig, er det 9/10 gange en vin fra la Rioja som bliver serveret. Særligt vin fra det område der har ry for at være et af de bedste vindistrikter i Spanien.

Hvorfor anbefaler jeg så, at du bestiller enkelte glas, og ikke en hel flaske?

  1. Et glas vin koster 1,5-3 euro, hvorimod en hel flaske koster mellem 13-18 euro.
  2. En flaske vin giver på en god dag 4-5 glas vin. Men når du bestiller et glas, så plejer tjenerne gerne at fylde glasset med lidt mere end de burde og på den måde får du for det meste mere vin ud af at bestille et glas af gangen.
  3. Og som om det ikke var det eneste, så er det mange steder i Spanien, hvor du får en tapas med, hver gang du bestiller en øl eller et glas vin. På den måde, sparer du også på maden.

Hvis du bestiller mange glas af gangen, så kan det godt være at baren vil have at du bestiller en hel flaske. Det er bare noget man skal være opmærksom på.
Husk også at husets vin, ikke altid er den fineste du kan købe. Du skal huske at spørge efter en bedre vin, hvis du er ligeglad med prisen, men den bliver så også det dyrere.

Tapas i Spanien – Kan man få gratis tapas? 

Det her er et tip til dem, der ikke har et vanvittigt stort budget, er studerende eller bare spørger dig selv om at spare penge i Spanien:
Du har sikkert været på ferie i Spanien. Du har sikkert oplevet at du fik en gratis tapas med, når du bestilte noget at drikke. Det er specielt i Sydspanien og i Andalusien. Her er det normalt at man får en tapas, med sit glas vin eller sin spanske øl.

Før tapas blev forvandlet ind til en gang gourmet mad, som barer tjener fedt på, så blev de små tapas tallerkener brugt til at lukke sherry glas af. Det gjorde de for at bananfluer, ikke endte ned i sherryen. I sin tid var den spanske sortfodsskinke som kaldes Jamón Serrano på spansk, den mest normale tapas. Da det nok er den meat saltede tapas man kunne få, betød det mere salg af drikkevarer for ejerne af baren. Derfor gav det mening for dem at give en tapas sammen med vinen eller lidt øl, da det i sidste ende betød mere salg for baren.

Spar penge i Spanien på tapas og drinks

Som tidligere nævnt, er det stadig en tradition, mange steder i Spanien. Der er endda folk som gør noget ud af, at finde de barer det giver de største rationer af tapas sammen med den drikkevare de bestiller. Selv er det ikke noget jeg forventer, når jeg bestiller noget at drikke. Ger hvor jeg bor i Zaragoza, er der ikke tradition for at give en tapas sammen med ens drikkevarer.
Og hvis du er lige så uheldig som mig, ikke at få gratis tapas, så er priserne i spanske barer meget lave alligevel. Og hvis du gerne vil spare penge alligevel, så kan du overveje dette tip:

  1. Caña (en lille øl) – Hvis du ikke ønsker at bestille en fadøl, så bestil en caña. Er du ikke specifik nok, så er mange barer så frække at give dig en fadøl istedet, da de tjener flere penge på en større øl
  2. Prisen på en caña ligger på 1,5 – 2 euro. Hvis det koster mere, betyder det at du bliver snydt.
  3. Skal du bestille tapas ved siden af, så er der en verden til forskel på varm og kold tapas. Hvis du finder en bar, der serverer varm tapas, så kan du ligeså godt bestille noget mere, da det betyder at de gør noget ud af deres rationer.

At finde den helt rigtige tapasbar, er essentielt når det kommer til at spare penge. Desuden slipper du for at få et chok, når regningen kommer. Husk at mange af barejerne, lever af deres stamgæster. Det betyder at de nok skal nok tage sig af dig, hvis du besøger dem flere gange. Du sparer både penge, og kommer til at føle dig som en lokal.

Spar penge i Spanien

Det fantastiske ved Spanien, er at du nemt kan spare penge ved at handle ind og ved indkøb af mad. Du skal bare planlægge lidt i forvejen. Find de gode tilbud i supermarkederne, den rette restaurant, der tilbyder en menú del día eller tapas med et glas vin. Spanien er og bliver et billigst sted at handle både ind men også spise ude. Så kig dig godt om og planlæg dit næste måltid, hvis du vil spare penge.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top